Foto fra pexels.com
Fysisk aktivitet er mindst lige så effektiv som behandling for alvorlig depression som antidepressiv medicin og psykoterapi. I nogle tilfælde endda bedre.
Det er konlusionen i det største metastudie om fysiske aktivitet som medicin for depression til dags dato.
I studiet, som blev publiceret i British Journal of Sports Medicine i februar 2023, samlede en gruppe globale forskere data fra 41 studier med 2.264 mennesker med depression. Studierne inkluderede fysisk aktivitet som gang, løb og vægttræning – både som hold- og solotræning med og uden overvågning. Men alle studier bestod af mennesker med depression som skulle være mere fysisk aktiv.
Næsten alle former for fysisk aktivitet hjælper
Metastudiet viser, at næsten alle former for fysisk aktivitet reducerer symptomer på depression væsentligt selv om nogle former for fysisk aktivitet er mere gavnlig end andre. Så du behøver ikke løbe en maraton eller træne ihærdigt for at få gavn af fysisk aktivitet. Lidt er bedre end ingenting.
Samlet set er effekterne markante. Overordnet set forbedrer mennesker med depression, som er fysisk aktive på den ene eller anden måde, deres symptomer signifikant og mere end i studier af psykoterapi og medicin. De bedste resultater ses hos dem, der er moderat fysisk aktiv (gang). Mere energikrævende fysisk aktivitet som løb, cykling og styrketræning er dog næsten lige så effektiv. Selv let fysisk aktivitet, som havearbejde reducerer symptomerne på depression.
Ingen klar opskrift, så prøv dig frem lyder opfordringen
Der foreligger på nuværende tidspunkt ikke en klar opskrift på den optimale dosis, intensitet eller type af fysisk aktivitet, så forskerne anbefaler derfor, at du eksperimenterer med forskellige aktiviteter indtil du finder den type fysisk aktivitet, som du faktisk kan lide. Den bedste form for fysisk aktivitet, er den, der rent faktisk bliver gennemført. Forskerne kommer dog på baggrund af yderligere analyser med en forsigtig anbefaling af superviseret og gruppebaseret konditionstræning af moderat intensitet.
Fysisk aktivitet kan både forebygge og behandle depression
Tidligere studier har vist, at aktive mænd og kvinder udvikler depression i mindre grad end stillesiddende mennesker, selv om de kun er fysisk aktive i få minutter om dagen eller få dage om ugen. Det vil sige, at fysisk aktivitet både kan forebygge og behandle depression.
Hvorfor virker det?
Sammenhængen mellem fysisk aktivitet og en lavere risiko for at udvikle depression, leder uundgåeligt til spørgsmålet om hvordan fysisk aktivitet beskytter mod udvikling af depression.
Det er der ingen enkel forklaring på. Studier viser, at mennesker med depression har en mindre hippocampus, danner færre nye neuroner og har øget inflammation i kroppen. Der er meget, der taler for, at fysisk aktivitet igangsætter en række biokemiske og psykosociale mekanismer, som danner nye neuroner, reducerer inflammation og får hippocampus til at vokse. Derudover kan fysisk aktivitet øge psykologiske faktorer som selvværd og selvopfattet fysisk kapacitet. Endelig vil et forbedret konditionsniveau føre til både subjektive og objektive forbedringer i den fysiske helbredstilstand.
Hvilken type træning virker?
FAKTA OM DEPRESSION
Sygefravær som følge af depression
Der er mere end 3 mio. ekstra sygedage blandt personer med depression sammenlignet med personer uden depression. Det svarer til 14 % af alle sygedage. Som illustrationer af størrelsesordenen svarer 3 mio. sygedage til 13.000 fuldtidsstillinger.
Når depression fylder så meget i sygefraværet, hænger det sammen med, at sygdommen er fordelt over et stort antal personer. Det er meget arbejdskraft, der går tabt. Derfor er der et betydeligt potentiale, hvis man via forebyggelse, rehabilitering og behandling kan reducere det langvarige sygefravær pga. depression.
Produktionstab som følge af depression
Depression medfører årligt 25 mia.kr. i produktionstab, som følge af sygefravær, førtidspension og tidlig død. Der er derfor et betydeligt potentiale, hvis man kan reducere dette produktionstab.
Gretchen Reynolds, “Your Move: The best treatment for depression? It could be exercise, Washington Post, Well+Being, 15. Marts 2023
Heissel, A, Heinen D, Brokmeier LL et al., “Exercise as medicine for depressive symptoms? A systematic review and meta-analysis with meta-regression”, British Journal of Sports Medicine, 1. februar 2023
Schuch, F.B. et al., “Physical activity and Incident Depression: A Meta-Analysis of Prospective Cohort Studies”, The American Journal of Psychiatry 25. April 2018
Sygdomsbyrden I Danmark 2022